For at tiltrække flere unge til frivilligt arbejde vil Kultur og Frivillighuset Holstebro indgå et nyt samarbejde med appen Unitii. Frivilligcenteret vil også gøre det nemmere for unge at finde fællesskab og støtte i byen.
Af Johanne Jørgensen Horskjær
Kultur og Frivillighuset Holstebro arbejder både for, at flere unge melder sig til frivilligt arbejde, og for at unge har et sted at gå hen, når de har brug for støtte eller rådgivning. Den opgave vil de løse sammen med den nye eventdatabaseapp Unitii og med hjælp fra unge selv, fortæller Anne Lise Holst Jensen, der er leder i frivilligcenteret.
Flere unge i frivilligt arbejde
Appen Unitii skal hjælpe frivilligcenteret med at organisere frivillige og deres arbejde. Den skal gøre det nemt for foreninger at offentliggøre opgaver, som de mangler frivillige til. Unge kan derefter finde dem og tilmelde sig i appen. Det mener frivilligcenterets socialrådgiver Iben Frederikke Kirkegaard, er en god mulighed for at nå de unge.
”Planen med Unitii er, at den skal være god til at fange unge, fordi opgaverne er nemmere at finde frem til. Jeg er blevet frivillig, så allerede nu har den da fanget én ung,” siger Iben Frederikke Kirkegaard med et skævt smil.
Flere unge ønsker ikke at være fast frivillig, hvor de forpligter sig til flere ugers arbejde. Derimod er interessen for at være frivillig til enkeltstående events en del større. Disse events skal appen også indeholde.
”Vi har igennem de sidste år oplevet, at der er flere og flere, der gerne vil være eventfrivillige. Der er mange, der ikke vil binde sig til noget fast én gang om ugen,” siger Anne Lise Holst Jensen.
Med appen håber Iben Frederikke Kirkegaard at kunne vise de unge, at det er muligt at være frivillig bare en gang imellem. Hun ved, at unge har meget at se til i hverdagene, men at de alligevel ønsker at hjælpe til, når de kan.
Unge, der arbejder for unge
En anden måde frivilligcenteret håber på at kunne hjælpe flere unge, er ved at lade frivillige unge gøre arbejdet. De skal stå for at organisere selvhjælpsgrupper for andre unge, noget, Iben Frederikke Kirkegaard mener, har manglet.
”Jeg kan godt mærke, at der ikke er de samme tilbud for unge, som der er for de ældre. Der er rigtig mange gode tilbud for ældre. Men der er et hul for unge, og jeg har selv kunnet se det som ung,” siger Iben Frederikke Kirkegaard.
De har i Kultur og Frivillighuset Holstebro særligt fokus på at hjælpe unge med forskellige problematikker. De håber eksempelvis at kunne nå ud til unge, der har taget en studentereksamen, men som er gået i stå derefter. Eller blot ensomme unge.
Anne Lise Holst Jensen har netop ”ansat” tre nye unge igangsættere, der skal facilitere selvhjælpsgrupperne. I disse grupper skal unge hjælpe andre unge med at finde selvtilliden og finde ud af, at de ikke er alene.