Ungdomsforeningen ShowUp har startet et nyt kulturprojekt, der vil skabe en mere bæredygtig ungekultur i Vestjylland. Ida Bjarkø er en af de unge, der er startet på projektets første skaberforløb.
Af Mads Molina
”Det lød vildt spændende, at jeg kunne få lov at skabe et produkt eller stå i spidsen for et projekt.”
Sådan tænkte 18-årige Ida Bjarkø, da hun hørte om ShowUp. Ida flyttede i 2021 til Holstebro, fordi hun skulle starte på Dansk Talentakademi. ShowUp blev herefter det frirum, hvor hun som ny tilflytter til Vestjylland kunne få mere kultur, end hvad hendes uddannelsesinstitutionen tilbød:
”Jeg synes, det var et fedt supplement. Man kan gå med så mange idéer og drømme, men det kan godt være svært som ung at vide, hvor man skal gå hen med dem, og hvem man kan opsøge,” siger Ida.
Idas ord og oplevelser stemmer godt overens med skabernes intention:
”Vi vil give de unge mere indsigt, blod på tanden og mod på selv at kaste sig ud i ting,” siger Signe Sønderholm
Signe Sønderholm er sammen med Joshua Wright projektleder for ShowUp. Sammen står de for den daglige ledelse og drift af ShowUp, der i dag, tirsdag d. 4. oktober, mødes for anden gang, når forløbsholdet skal have workshop om den kunstneriske proces og idégenere.
Alt sammen er en del af forløbet ’Kunstnerisk Skabelse’, der danner rammerne for, at unge kan skabe deres egne værker i fællesskab med andre. I øjeblikket har forløbet ti tilmeldte, der mødes hver tirsdag, og som d. 13. december skal fremvise det, de har skabt – rammerne er frie og drømmene store:
”Målet er, at unge skal have øjnene op for, at de kan skabe meget mere selv,” siger Joshua Wright.
Flere unge kulturiværksættere til Vestjylland
Projektlederne Signe Sønderholm og Joshua Wright mødte hinanden på efterskolen og har tidligere sammen skabt ungefestivalen ’Off Track’, hvorefter de blev kontaktet af Holstebro Kommune. Kommunen tilbød dem, at de i en stilling hos dem kunne udvikle deres kulturelle tilbud til unge i kommunerne omkring Holstebro.
Det vestjyske kulturtilbud til unge har tidligere ikke været det største ifølge de to efterskolevenner, og det kunne de nu lave om på. Derfor takkede de ja. De håber nu på, at deres nye projekt kan skabe en konstant videreudvikling af regionens kulturtilbud til unge – en mere bæredygtig ungekultur i Vestjylland:
”Unge skal have udviklet deres kompetencer og blive mere og mere selvstændige, men målet er også at fremtidssikre ungekulturen i Vestjylland. De unge, der går hos os i ShowUp kan forhåbentlig hjælpe med det,” siger Joshua.
”I vores arbejde med Off Track havde vi fokus på, at der hvor vi kom hen, ville vi gerne have nogle flere unge med. Det har vi så sat rigtigt ind på nu her, fordi vi ønsker at have nogle flere som os, vi kan samarbejde med – for vi er ikke så mange herude i Vestjylland,” siger Signe.
En fremtidig samarbejdspartner kan muligvis findes i Ida. Hun glæder sig i hvert fald til at komme i gang med at omsætte de mange tanker, idéer og drømme til reel handling:
”At der er nogle andre unge, der har forstand på at omsætte drømme til virkelighed, der kan støtte en og hjælpe en i gang er virkelig en unik mulighed,” siger Ida.
Forløbet ’Kunstnerisk Skabelse’ kører i øjeblikket hver tirsdag på Dansk Talentakademis Campus og i kulturhuset Slagteriet. D. 25. oktober starter ShowUp forløbet ’Festivalskabelse’, og det koster 50 kr. at tilmelde sig – også her kan man følge ShowUp’s råd, som de skriver på deres hjemmeside; ’show up og udlev din kreativitet’.