Pengepungen skal åbnes: Holstebro Kommune vil tage hånd om de unge

I det netop indgåede budgetforlig for Holstebro kommune, er det vedtaget, at kommunen skal undersøge mulighederne for at etablere en ungdomsmodtagelse til gavn for byens unge. Lokalpolitiker tror på, at ungdomsmodtagelsen kan være med til at forebygge mistrivsel.

Af Rose Marie Ulveman

Unge mistrives landet over, og det samme gør de i Holstebro Kommune. Men nu vil lokalpolitikerne i kommunen gøre noget ved det. Det har de netop besluttet i budgetforliget for 2023 – 2026. Et bud på en løsning kan være en ungdomsmodtagelse, mener Anette Dietz, som er byrådsmedlem for Socialistisk Folkeparti og medlem af Børne- og Familieudvalget i Holstebro Kommune. Ungdomsmodtagelser er kendt fra både Herning og Halsnæs og er et sted, hvor unge i aldersgruppen 12-25 år blandt andet kan få samtaler og svar på spørgsmål om seksualitet, krop og sjæl. 

Faktisk er det med inspiration fra netop Hernings tilbud UngMod 24-7, at byrådet i Holstebro har valgt at kigge over mod ungemodtagelser som en mulighed:

”Vi behøver ikke selv at opfinde den dybe tallerken. Vi har kigget på UngMod i Herning, som har stor succes. Derfor har vi aftalt, at vi i byrådet vil kigge på muligheden for at oprette en lignende ungemodtagelse her,” siger Anette Dietz. 

Den Nationale Sundhedsprofil 2021 viser, at en tredjedel af kvinderne og hver femte mand i aldersgruppen 16-24 år har et dårligt mentalt helbred. Desuden føler mere end hver anden unge kvinde sig stresset. De dårlige trivselstal bekymrer Annette Dietz. Derfor mener hun, at beslutningen om at undersøge muligheden for en ungdomsmodtagelse i byen, er den rigtige lige nu:  

”Tallene om de unges trivsel siger noget om, at vi bliver nødt til at gøre noget nu. Vi ved, at der er problemer med de unge, og hvis vi kan tage nogle af de her problemer i opløbet med en ungdomsmodtagelse, er pengene givet godt ud,” siger hun. 

Anette Dietz tror på, at en ungemodtagelse med fokus på blandt andet stress, angst, selvværd og uddannelse kan hjælpe Holstebros unge før problemerne eskalerer. Projektet er dog stadig i opstartsfasen, og Anette Dietz tør kun håbe på en mulig ungdomsmodtagelse, mens de undersøger mulighederne.